torsdag den 28. marts 2013

Nye husdyr

Vi har fået nye husdyr. De bedste af slagsen, nogle af dem, der ikke skal passes. Ikke skal have rent bur/bakke, ikke have mad og ikke afsættes i ferier, men bare nydes. De er af pap, og Trunten og Putten har stået for frembringelsen.

Jeg er træt af vinter. Sådan virkelig træt. Så i går gik turen til stranden!!



Det var sindssygt koldt, og jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor meget is der var, men det var skønt med lidt frisk luft og blå himmel.


 Putten.
Og så bare lige til sammenligning....


Nå men nok drømme om sol og sommer! Vi samlede sten, muslingeskaller, pinde og lidt sand, og efter en time gik turen hjem igen.
I min reol i stuen var der en tom hylde, og hvad skal man så stille op med sådan en?


 Ja man kan jo lave sig et akvarie :-)



Kraftigt papir (tror det er noget akvarelpapir) malet i blå og grå, søgræs i karton, sand og sten fra stranden og fisk og havfrue kreeret af pigerne. Vi har sat det fast med dobbeltklæbende tape og sandet er drysset ud i skolelim. Det var virkelig hyggeligt at lave, og jeg nyder den fine udstilling. Pigerne har bestemt, hvor sten, skaller m.m. skulle ligge, og de to "krabber" er figurer fra Kinderæg.
Putten vil allerede gerne lave en lille bitte havfruebaby med gult hår. Og så må jeg i øvrigt citere hende for følgende "jeg ved godt, hvordan man får sand med hjem fra stranden mor, man skal bare bruge et par sko uden hul i, og så tager man dem på, og så leger man på stranden. Og når man så kommer hjem, så er de fulde af sand". Jo jo, det virker i hvert fald med sandet i sandkassen i børnehaven....




søndag den 24. marts 2013

Snaskede kanelsnegle, forårsblomster og en katastrofe

Jeg har bagt i weekenden. Min far elsker (som i virkelig ELSKER!!) kanelsnegle, og jeg har gennem årerne æltet og rullet mig gennem utallige portioner af Karolines kanelsnegle, men jeg synes ligesom, at de bliver tørre så utrolig hurtigt, de skal spises med det samme, ellers er de lige til skraldespanden. Jeg har prøvet forskellige andre opskrifter, bl.a. en med hvid hvede, hvor de bliver snoet, så remoncen bliver inde i sneglen!! Den er god, og efter min mening er det den ultimative opskrift (kommer med den næste gang de ryger i ovnen), men far vil have dem vi plejer. Meeeen så så jeg den her opskrift, og det var næsten for godt til at være sandt. Kanelsnegle uden tørre kanter og med masser af snask.

Det skulle da bare prøves. 



Jeg skal lige love for, at de holder, hvad de lover, når der står snaskede kanelsnegle. De var virkelig gode, dog vil jeg sige, at 6 gram kardemomme var alt for meget for min smag, det var for dominerende, og næste gang (for der bliver helt sikkert en næste gang) vil jeg nøjes med 2 gram tror jeg, og så er der bagetiden. 20 minutter, det var helt klart for lidt. De lød hule og så fine ud, men de fire snegle i midten var på ingen måde færdige, så 25 minutter i hvert fald tror jeg, måske endda lidt mere.

I dag har vi lavet silkeblomster, for nu er vi nogen her i huset, der vil have lidt forår og kulør på livet. Så vi gik en tur med bedsteveninden og hendes datter for at samle lidt grene. Bagefter blev der klippet i silkepapir og krøllet.


Jeg er helt vild med resultatet. Det ser simpelthen så fint og frisk ud, er spændt på, om der er nogen af knopperne på grenene, der springer ud, for så bliver det da ekstra fint. Kanden er fra Netto i denne uge, den måtte jeg bare eje.




Og så til katastrofen. For det er en katastrofe!!! Min elskede overlocker er gået i stykker..... Og så lige op til påske, en påske, hvor jeg rigtig skulle sidde foran den og producere sommerkjoler i lange baner. Straks i morgen, må turen gå til reparatøren, for det kan da virkelig ikke gå. Heldigvis har virker den almindelige symaskine fortsat, så jeg må bunkerne igennem, der er sikkert noget, der kun mangler en lynlås eller noget kantbånd. Har også en ide til noget quiltet, så arbejdsløs bliver jeg nok ikke, men det er nu irriterende, når ens planer bliver vendt på hovedet.

fredag den 22. marts 2013

Kjoler til pigerne

I dag fik jeg syet kjoler til pigerne. Egentlig havde jeg tiltænkt stoffet til et par seje bukser til Trunten, men det endte som de her to kjoler, eller måske er det egentlig en oversize bluse. Tanken er i hvert fald, at de skal sættes sammen med et par leggings (dem har jeg bare ikke fået syet færdig endnu, men der skal jo også være noget at lave i morgen), men i dag blev det over et par strømpebukser, og det synes jeg faktisk også fungerer rigtig godt.
Putten var dog ikke helt tilfreds med længden på ærmerne, for man kan ikke holde i dem, imens man tager sin jakke på, og efter laaang tid endte jeg med at måtte love hende, at sy nye og længere ærmer på.. Jeg håber dog på, at hun glemmer det, for jeg kan god lide dem som de er!



Mønsteret er fra Burda 12/2011. Jeg får faktisk Burda hver måned med posten, elsker bare, når det ligger der i postkassen mellem reklamer og regninger (at der så altid også ligger en regning i posen, det må jeg jo leve med), men jeg har opdaget, at man kan låne bladene på biblioteket, hvilket jeg er ret vild med.



Jeg har ændret en lille smule på mønsteret. Jeg lavet rouleaukant på lommer og i hals, og så har jeg ændret lommerne, som var en løs lommepose, som jeg syntes kom til at "daske lidt". Jeg tegnede selv en lomme og syede på, og det ser rigtig fedt ud synes jeg. Stoffet er let isoli fra Stof og Stil, og det er perfekt til det forår, som SNART kommer!!!!

God weeken.

torsdag den 21. marts 2013

Fødselsdag x 2

Mine to vidunderlige bedsteveninder har fødselsdag i dag og i morgen, så i morgen står den på fødselsdag x 2. Først boller og lagkage hos den ene efterfulgt af hjemmelavede burgere, Disneysjov og X-faktorfinale til ære for vores piger hos den anden. Glæder mig rigtig meget. Og gaver skal de da også have.

onsdag den 20. marts 2013

Give away hos Frk. Turkis

Jeg følger ivrigt med hos Frk. Turkis, der er et skønt væld af elefanter, stjerner og kreative ideer gerne krydret med turkise elementer. Og lige nu har hun give away, håber så meget, at jeg vinder den fine træelefant med turkis ryg.


Klik her for at deltage.

tirsdag den 19. marts 2013

Tæske lækker æske

Jeg har været på æskekursus, det var godt nok i efteråret, men derfor kan jeg jo godt vise jer, hvad jeg lavede.


Den her blev det til. Det var et weekend-kursus, og æsken er lavet helt fra bunden. Jeg købte den godt nok skåret ud, men den skulle limes sammen og "betrækkes". Jeg har brug Liberty-stof og bogbinderlærred til den, og jeg er SÅ glad for den. På mit arbejde, skifter jeg skrivebord næsten hver gang jeg kommer, så jeg har aldrig lige en bestemt kuglepen eller en post-it ved hånden, æsken er derfor blevet døbt "mobilkontoret", så har jeg altid det jeg skal bruge lige ved hånden.



Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver en æske. Har allerede en drøm om, at lave nogle æsker til min reol i stuen.

Dagens færdige projekter

Har haft en HEL fridag HELT for mig selv. Ohh hvilken fryd. Den gik med mønstertegning, klipning og syning. Jeg gik nok i gang med lidt for meget, men det er bare typisk mig!! Blev dog færdig med endnu en natkjole til putten, et lækkert tørklæde til mig selv og nårhh ja så et net selvfølgelig...







søndag den 17. marts 2013

Chokoladekage med chokoladeøl

Er klar til sidste nattevagt i denne omgang, og det skal da fejres med en kage. Chokoladekage bestemte jeg mig for. Egentlig skulle der en Guinness øl i, men det var ikke lige til at opdrive søndag eftermiddag, så det blev en chokoladeøl i stedet. "Glasuren" er den klassiske med ost, smør og flormelis.



torsdag den 14. marts 2013

Tøsetur og ny, skøn stofbunke

Jeg er ved at være nede i bunkerne med ting, der skulle laves færdig. Meeen når en bunke forsvinder, så kommer der altid en ny, det er jo nærmest en naturlov.
Jeg kommer tit til lige at købe en meter af noget stof uden at have en plan med det, og i dag har jeg været i Stof og Stil med en veninde. Dejlig med en tøsetur uden børn! Og nu har en ny og skøn bunke taget form. Mmm glæder mig til en uge med mange timer foran symaskine.


Men stof skal jo lige vaskes først. Det skal det! Og så må jeg jo hellere...


Ja noget skal jeg jo lave, imens jeg venter på vaskemaskinen.
Faldt over denne film i Fakta forleden, en af Jane Austens aller bedste og til kun 25 kroner, chipsene kostede faktisk næsten lige så meget. Så nu er der dømt hygge på sofaen, for i aften skal jeg ud til kaffe. Sikke en dejlig dag.

tirsdag den 12. marts 2013

Klumpeboller og rund pålægschokolade

Vi kiggede i reklamer i weekenden, mange reklamer, og der var noget, der fangede den lille puttes øje. RUND pålægschokolade!! Jo jo, efter hendes mening er det "det nye sort", og på vej i Netto så hun så en temmelig stor plakat med selv samme chokolade, så det måtte vi absolut have. Efter moderens mening er det lidt dyrt, 10 kroner for 10 stykker pålægschokolade. Det bliver i hvert fald ikke det, jeg lige spiser et stykke af, imens jeg smører madpakker.. (men ved nærmere eftertanke er det måske ligefrem noget godt...)


Men til rund pålægschokolade hører jo også runde boller. Jeg bager tit nogle af de klassiske "hæve i køleskabet over natten boller", og så får vi en lun bolle inden dagens dont. Det er sådan en opskrift der nok huserer i de fleste familier, og som har sit eget navn alle steder. Min veninde som gav opskriften til mig kalder dem morgenboller, men hjemme hos os hedder de noget så yndigt som "klumpeboller". Den lille putte synes nemlig ikke, at moderen er helt god nok til at lave dem helt ensartede og fine. "De er sådan lidt klumpede mor", jo jo og tak frøken! Men hun kan godt lide dem, og det er det vigtigste.  


 Jeg kan godt se, hvad hun mener, men de smager skønt, og opskriften kommer her. 

Klumpeboller

1/2 liter koldt vand
1/2 pakke gær
1 lille tsk salt
1-2 spsk olie
lidt sukker (hvis jeg bager dem til noget brunch-noget med ost, så kommer jeg ikke sukker i)
2 håndfulde havregryn ca. 50 gram
ca. 500 gram hvedemel

Opløs gæren i vandet og kom resten af ingredienserne i. Mel-mængden varierer lidt synes jeg, men dejen skal være klistret og må ikke være fast, så bliver bollerne hårde. 
Dæk skålen til (husk at tage skeen op, ellers er den væk i morgen) og stil den i køleskabet natten over (8-10 timer, men de kan nu sagtens stå længere).
Næste morgen tænder jeg ovnen på 200 grader varmluft, former ca. 8 boller med en ske og sætter dem ind i den stadig kolde ovn, og så skal de bage 22-25 minutter.

Jeg kommer som regel også en håndfuld af nogle kerner/frø i eller en 5-korns blanding og måske noget hvid hvede.



Velbekomme



lørdag den 9. marts 2013

Noget til mig selv

Så fik jeg syet et par net til mig selv. Jeg var i Rema 1000 forleden, og der havde de det fineste stof med grafisk mønster og stjerne. 2 meter for 69 kroner, det måtte jeg da have med hjem.
Nettene kan vendes efter humør. Det sorte med de hvide stjerner har dog ensfarvet pink indeni så det kommer jeg ikke til at vende. Stoffet til det er fra Stof og Stil.



fredag den 8. marts 2013

Mere nattøj

Jeg havde egentlig planlagt, at der skulle sys lidt HVER dag, men så fik vi da lige influenza den lille putte og jeg. Æv en uge i sengen og efterfølgende total træthed.

Er heldigvis ovenpå igen, og foreløbig er det blevet til et par natkjoler til pigerne.


De er ens uden at være det, for pigerne synes det er sjovt med ens, og jeg synes at det er sjovt med forskelligt, når der skal lægges tøj på plads i skabet.
Stoffet er fra Stof og Stil, men det har ligget omkring 1 år i "to do bunken". Mønsteret er frit efter de her bøger, som jeg sværger til. De er simpelthen så gode. Min store tunte bliver 7 i år, og jeg kan allerede mærke mit hjerte bløde en lille smule over, at mønstrene kun går til str. 7!


Bøgerne er skrevet af Hanne og Sofie Meedom, og hvis du går og vil i gang med at sy tøj til dine børn, så kan jeg virkelig anbefale dem. Det er grundmønstre, som man kan starte med, og så er der ideer til, hvordan man kan bygge videre på dem. Jeg har selv bygget yderligere videre på div. mønstre, hvis jeg lige har skullet sy en prinsessekjole eller noget.

Net og Liberty

Sidste år var jeg i London, og er man i London, må man selvfølgelig her ind.


Jeg gik ikke rundt i hele huset, bare op til stoffet. Der er så smukt og hver en lille krog bugner med inspiration.





Jeg købte den her, men mere om det senere.


For jeg så nemlig også den her.

Bare forsiden, mmm så får jeg lyst til at fylde hele huset med Liberty. Jeg købte den ikke, for den var lidt dyr. Men tænk engang, så fik jeg den i julegave af min skønne veninde.
Der er flere ting jeg har haft lyst til at lave, bl.a. et net (jeg har åbenbart noget med net). Forleden havde jeg så lige en time til overs, så jeg gik på jagt i stofbunkerne, og det blev til det her net.



Jeg synes, at det blev rigtig fint, det er selvfølgelig ikke til 8 liter mælk i Fakta, men bare til et par ekstra sko og en madpakke. Det har kommer nu ikke til at bringe mine sko frem og tilbage fra arbejde, for min mor kom forbi, og da hun gik, gik nettet også :-) Det er altid dejligt, når nogen har lyst til at bruge noget af det man har lavet, synes jeg. Men skal helt klart sy nogle til mig selv også.

Forår

Nu må det altså godt blive forår for min skyld!


Lidt synes jeg dog, at man kan "smage" det. Jeg arbejder om natten, og se lige Knippels Bro forleden morgen, da jeg kørte hjem.


mandag den 4. marts 2013

Flere hunde

Min store trunte syede for noget tid siden den her hund som en gave. Den var et hit, så nu vil hun også selv have en. Og skal hun have en, så skal lillesøster selvfølgelig også have en.


Det tog sin tid, men de blev rigtig fine og er blevet døbt Selma og Debbie.