lørdag den 27. april 2013

Hurtig æblekage

Fik "uventede" gæster forleden og lovede at servere noget til kaffen. Da jeg var på arbejde og ikke rigtig havde så meget i huset at lave noget af, blev til en kage, der er en ren klassiker i mit køkken. Hurtig æblekage. Den er nem, hurtig, kræver ikke for mange mærkelige ingredienser og så smager den skønt. Vi var 5 voksne og 2 børn, og der var kun et lille stykke tilbage.


Opskrift
 Ca. 8 æbler af alm. størrelse, skrællede og skåret i tern
250 gram smør
250 gram mel
250 gram sukker
en håndfuld hakkede mandler
kanel og lidt ekstra sukker

Fordel æbleternene i et tærtefad og drys med mandler, kanel (i et jævnt lag over hele kagen) og sukker.
Ælt smør, sukker og mel sammen og fordel det over kagen. Man kan ikke rulle dejen ud, så jeg tager bare lidt af gangen og ligesom maser flad og lægger på kagen, det flyder sammen under bagning, og hvor skønt er det lige, at man ikke skal til at vaske kagerulle og køkkenbord bagefter.

Bag kagen ved 200 grader i ca. 30 minutter. Server varm med cremefraiche.

søndag den 21. april 2013

weekend på Amager

Eftersom Inger (min overlocker) stadig er til reparation, så det er ikke meget der bliver syet her hjemme. Har lagt en meget lang række bunker med stof, der skal klippes frem i min meget lange vindueskarm i stuen, men det bliver ligesom ikke rigtig til noget. I stedet er weekenden gået med hygge med pigerne, bagning og en lille lur i solen. Vi har bagt pølsehorn, kage, broccolitærte og kartoffelpizza og i dag har jeg lokket dem til at prøve alt deres tøj, så vi kunne se, hvad de kunne passe og hvad de ikke kunne passe (præmien var is til dessert efter frokost). Vi endte med at få sorteret to bæreposer med for småt tøj fra, og Putten fik en stor del af truntes tøj, så nu ser skabet sådan her ud.


Den venstre side er Puttens og den højre Trunten, og man må jo sige, at den ene har en del mere tøj end den anden, så i næste uge, må vi vist på en lille shoppetur.


Pølsehorn efter opskrift fra bogen "Krudtugler og kanelsnegle". Vi har ikke prøvet den opskrift før, og jeg er spændt på hvordan de er i morgen, for jeg synes faktisk altid dejen bliver så tør dagen efter, og har ellers prøvet en del forskellige opskrifter.
Er der nogen, der har en virkelig god opskrift, som forbliver fugtig i krummen dagen efter, så vil jeg meget gerne have om den.


Kartoffelpizza. Den går rent ind hos pigerne. 

2,15 dl vand
25 g gær
1 tsk salt
400 g durumhvede.

Bland sammen og hæv i ca. 0,5-1 time. 

Skær kartofler tyndt ud og læg på den udrullede dej i et lag. Kryder med hvad du nu har. I dag var det basilikum og rosmarin samt salt og peber og så lidt lidt olie toppet op med ost. 
Bag i 15-20 minutter på 200 grader. 
Velbekomme.

Forårskage

Min skønne veninden Christine har faktisk fødselsdag i dag, og hun ville gerne have en forårskage, så jeg har brugt en del af fredagen og lørdagen på at bage og hygge. Jeg startede med at lave 41 (for det var alderen på fødselaren) af de her:

Der er lavet af helt almindelig glasur bestående af flormelis og pasteuriserede æggehvider og lidt farve. Jeg lavede dem om natten og tænkte, at så var de klar til næste formiddag. Det var de sådan set også, men dagens tip fra en nybegynder er så, at man ikke skal lave dem på madpapir eller også så skal man ikke lave dem i så god tid.. Jeg ved ikke helt hvad der var afgørende, men i hvert fald, så kunne jeg på ingen måde få dem af papiret lørdag formiddag, da jeg stod og skulle bruge dem!!!
Heldigvis havde jeg gemt resten af glasuren i køleskabet og kunne så lave nogle nye, men 41 blev det så ikke til!
Jeg havde tjekket på Youtube, hvordan man laver dem, men så skulle man selvfølgelig (som altid) bruge en eller anden dims, som kan købe til total overpris i en kageudstyrsbutik. Her var tale om en pind med en plade på med en "måleskive", som man både kunne dreje blomsten mens man laver den og sørge for, at alle bladene blev ens. Nå men sådan en havde jeg altså ikke klokken 02.00 fredag nat, og hvad gør man så? Ja så laver man en selv.
Til det skal man bruge følgende: Pap, tusch, elefantsnot og så sådan en her:


Den er lånt i puttens playmobilsamling, og papegøjerne er bare lir, for dem skal man ikke bruge. Jeg pillede papegøjerne af, tegnede en blomsterskabelon (se film under ovenstående link) på et rundt stykke pap og satte så pappet fast på undersiden af papegøjestativet med en klat elefantsnot, et voila en "blomstermåledrejetingest" til 0,- kroner.


Beklager billedkvaliteten, men det var nat, arbejder på en eller anden måde altid bedst om natten (og under pres, med de to ting hæger unægtelig også sammen på en eller anden måde, klokken er nu næsten midnat, og jeg skal op om 5 timer, men ikke om jeg er træt, næhh nej, men i eftermiddags...).

Nå men fordi de hulens blomster nægtede at forlade madpapiret, så kom kagen til at se lidt anderledes ud end planlagt. Ville egentlig have dækket toppen med glasur sprøjtet ud som græs og så helt dækket med blomster, men nu blev det så til noget græs af fondant i stedet. Er ok tilfreds med resultatet, men måske blev den lidt for tuttenuttet...
Det er hjemmebagte lagkagebunde, hvid chokolademousse og hindbær/bærsymfonimousse.








Nu vi lige er ved kager og glasur, så må jeg altså lige vise det her sæt, som jeg fik af en af bedsteveninderne for et par år siden. Det er simpelthen så lækkert, og det kommer altid frem, når jeg skal lave noget med glasur, nærmest selv på kanelsnegle.




Se lige den æske, er den ikke bare skøn. Og sprøjten, den er super til præcisionsarbejde. Der mangler en tyl, men det er bare fordi den ligger i opvaskemaskinen i skrivende stund. Det er sådan et sæt, som jeg bare ved vil følge mig resten af livet. Elsker det!

tirsdag den 16. april 2013

Nu med nyt

Nu med nyt forårshumør, nyt træningstøj, nye sko og nyt årskort til det lokale fitnesscenter!!
Nu også med ny livsstil?? Det må vise sig, men jeg glæder mig til at gøre noget godt for mig selv.

mandag den 15. april 2013

Mosterbrunch

Jeg har haft den dejligste dag i dag med min mor og mine to mostre til mosterbrunch. Jeg har stået i køkkenet hele dagen i går og forberedt (elsker det, en lille plan og en liste, så er jeg glad).

Vi fik pandekager, frittata med søde kartofler, yoghurtbrød, scones, klumpeboller, røræg, pølser, bacon, frugt, kartoffelrøsti, squashrøsti, ost og omelet med bagte tomater.
Glemte desværre at tage et billede af det hele på bordet, men fik taget et par billeder i løbet af morgenen.






Og kage til kaffen. Det er chokoladebrownie med cheesecake og hindbærskum toppet med friske hindbær.



Og gave fik jeg også. De fineste cupcakeforme og en "sprøjtepose" med tyller. Glæder mig til at prøve den. Er ret vild med det store hul, for hvor svært er det lige at få fyldt en sprøjtepose uden at svine ud over det hele (eller det er måske kun mig, men jeg synes ligesom altid, at jeg kunne bruge en ekstra hånd til det!).



lørdag den 13. april 2013

Nyt møbel til stuen

Jeg er ikke så god til at smide ting ud, det har jeg vist efter min far, der bestemt heller ikke er god til det. For noget tid siden spurgte han så, om jeg ville have et par gamle natborde i noget teak-agtigt træ. Jeg sagde straks nej! Har lige ryddet op i hele lejligheden, og der skal ikke mere ind lige nu! Meeeen kender I det, når man lige får tænkt over det, så var det måske alligevel ikke så dårlig en ide. Desværre var bordene allerede afsat, da jeg fik tænkt mig om.
Jeg har den her lænestol, som jeg er virkelig glad for, men jeg sidder bare aldrig i den. Der mangler ligesom et sted at sætte kaffekoppen, hvis man skal læse eller noget når man sidder der, og man kan ikke se fjernsynet fra den.


Bagefter har jeg ligesom ikke kunnet slippe ideen om at have et lille bord til at sætte noget på, så man rigtig kan sidde der og hygge.

Og se så her, hvad jeg fandt i Den Blå Avis, til den nette sum af 150,- kroner.



Der mangler dog et beslag til at hænge det op, og jeg har ikke helt bestemt mig for, om det skal hænge på den ene eller den anden side af stolen, men jeg glæder mig til at få det hængt op.

Kylle Rylle med latenstid

I år gik vi ikke helt sådan pip gok påskeplim her hjemme. Pigerne var ikke hjemme, så jeg nøjedes med at hænge sidste års produktion op, og jeg ved godt, at det er overstået og slut, men jeg synes alligevel, at I skal se dem. Det er Trunten der har syet dem på hendes egen symaskine. Jeg syede dog øjnene på bagefter.





 Vi lavede også haner, men dem har jeg da ikke lige fået taget et billede af.


torsdag den 11. april 2013

Et hjerte til min dør

Et hjerte til min dør eller en dør til mit hjerte.
Se lige hvad Trunten har lavet til mig nede i fritten. Hun har selv savet, brændt og malet. Jeg er så glad for det, og stolt af hende.

søndag den 7. april 2013

Kreakæde

Jeg er blevet ret så grebet af Bloglovin, den endeløse række af gode ideer og inspiration.
Forleden faldt jeg over den her blog. Hun har startet en "kreakæde", sådan lidt ligesom et kædebrev. Det skal da prøves, så jeg har meldt mig til det. Er dog noget spændt på, hvad det bliver til.

Klik her og læg en kommentar, hvis du også vil være med.

torsdag den 4. april 2013

Smugkig

Et lille smugkig på noget ugens produktion. Men jeg må erkende, at min overlocker er klar til en reparation. Troede ellers lige, at det gik ok, men nej. ØV!!
Jeg har ellers fået syet nattøj, dukketøj, pigekjoler x 4 og et tørklæde.
Når nu Inger (min overlocker, som er opkaldt efter min vidunderlige, kreative, lidt firkantede og elskelige mormor) skal til reparation, hvilket bliver på onsdag (!!), så tænker jeg, at der skal klippes ud til nye projekter, for det er nu skønt og nemt bare at sætte sig foran maskinparken og drøne afsted uden afbrydelser.

onsdag den 3. april 2013

Imens man venter på Godot

Eller i hvert fald imens man venter på, at ens symaskine kan blive repareret.. Så kan man jo læse en bog. Jeg har lige læst den her, og må virkelig komme med en anbefaling. Den var SÅ god!


Hvis man skal læse den, så skal man have god tid, for den er ikke til at slippe. Og det er også anbefalelsesværdigt med en plade af det her (den gode fra Fakta):

  

 For slet ikke at tale om sådan en her (og ja den skal være lyserød!):

 





Cookies

Jeg bagte cookies til arbejdet forleden. Jeg har forsøgt mig med det før, men trods gennemgang af talrige opskrifter er det aldrig rigtig lykkedes mig at finde en, der ramte plet. I ved sådan en cookie, der er sprød, sej, sød og næsten smelter på tungen, men som der stadig er bid i. Det må jeg så sig er lykkedes nu!!!


Opskriften fandt jeg lige her.

Jeg lavede dobbelt portion og kom kun skumfiduser i den ene halvdel. STOR FEJL! De gav simpelthen bare et ekstra "pift" til den seje fornemmelse.
Fulgte opskriften næsten slavisk, kom dog en lille smule mindre natron i og lidt bagepulver i i stedet for.

De skal helt klart bages igen, men næste gang tror jeg, at jeg vil komme et lille nip salt i, bare et lille et, synes ligesom, at det manglede. Og så har jeg tænkt over den hvide chokolade.. Tror, at det kunne være godt at skifte den ud med lys chokolade eller bare lidt flere nødder (som for øvrigt ikke skal hakkes alt for fint). Men det må komme an på en prøve, og så skal frysetricket helt sikkert også prøves!!!