lørdag den 15. juni 2013

Sæt halen på enhjørningen

Der har været fødselsdag i det lille hjem. En noget forsinket en af slagsen, men ikke desto mindre. Vi har fejret Putten med veninderne fra børnehaven.
Det var rigtig fødselsdag, som da mor var barn med boller, lagkage, skattejagt og lege. Og vejret, hvor var vi heldige med det, det var så skønt.
Vi legede sæt halen på enhjørningen, for grisen, som det var, da jeg var barn, var altså ikke god nok til den lille prinsesse.



Hun ville også lege "lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben". Egentlig ville jeg have købt et rigtigt kødben, men det havde de ikke i Fakta, så Putten og jeg syede et og fyldte det med ris. 


Og kage det skal der til i det her hjem. Hun ville have en med jordbær, men er egentlig ikke særlig vild med den klassiske jordbærtærte, så vi bagte 2 lagkagebunde og lagde dem sammen med en jordbærmousse blandet med friske jordbær, og så pyntede vi med flødeskum og jordbær.



Til skattejagten havde jeg tegnet haven, lamineret tegningen og klippet den ud til brikker. Dem havde jeg så gemt rundt om i haven, og pigerne skulle så finde dem og samle puslespillet. Det var en stor succes. Skatten var selvfølgelig slikposer og så også sæbebobler.



Det var en rigtig hyggelig dag, og Putten nød det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar