tirsdag den 12. marts 2013

Klumpeboller og rund pålægschokolade

Vi kiggede i reklamer i weekenden, mange reklamer, og der var noget, der fangede den lille puttes øje. RUND pålægschokolade!! Jo jo, efter hendes mening er det "det nye sort", og på vej i Netto så hun så en temmelig stor plakat med selv samme chokolade, så det måtte vi absolut have. Efter moderens mening er det lidt dyrt, 10 kroner for 10 stykker pålægschokolade. Det bliver i hvert fald ikke det, jeg lige spiser et stykke af, imens jeg smører madpakker.. (men ved nærmere eftertanke er det måske ligefrem noget godt...)


Men til rund pålægschokolade hører jo også runde boller. Jeg bager tit nogle af de klassiske "hæve i køleskabet over natten boller", og så får vi en lun bolle inden dagens dont. Det er sådan en opskrift der nok huserer i de fleste familier, og som har sit eget navn alle steder. Min veninde som gav opskriften til mig kalder dem morgenboller, men hjemme hos os hedder de noget så yndigt som "klumpeboller". Den lille putte synes nemlig ikke, at moderen er helt god nok til at lave dem helt ensartede og fine. "De er sådan lidt klumpede mor", jo jo og tak frøken! Men hun kan godt lide dem, og det er det vigtigste.  


 Jeg kan godt se, hvad hun mener, men de smager skønt, og opskriften kommer her. 

Klumpeboller

1/2 liter koldt vand
1/2 pakke gær
1 lille tsk salt
1-2 spsk olie
lidt sukker (hvis jeg bager dem til noget brunch-noget med ost, så kommer jeg ikke sukker i)
2 håndfulde havregryn ca. 50 gram
ca. 500 gram hvedemel

Opløs gæren i vandet og kom resten af ingredienserne i. Mel-mængden varierer lidt synes jeg, men dejen skal være klistret og må ikke være fast, så bliver bollerne hårde. 
Dæk skålen til (husk at tage skeen op, ellers er den væk i morgen) og stil den i køleskabet natten over (8-10 timer, men de kan nu sagtens stå længere).
Næste morgen tænder jeg ovnen på 200 grader varmluft, former ca. 8 boller med en ske og sætter dem ind i den stadig kolde ovn, og så skal de bage 22-25 minutter.

Jeg kommer som regel også en håndfuld af nogle kerner/frø i eller en 5-korns blanding og måske noget hvid hvede.



Velbekomme



Ingen kommentarer:

Send en kommentar